At læse flere bøger fra samme forfatter...

Jeg har på nuværende tidspunkt læst ti af McEwans bøger.
Af dem jeg ejer mangler jeg kun at læse The Children Act (2014).

Dette indlæg indeholder spoilers!

Det er ikke særlig mange år siden, at jeg læste en af Ian McEwans bøger for første gang. Den første jeg læste var Saturday (2005) - grunden til, at jeg læste den var fordi vi skulle analysere bogen på mit studie. Selvom jeg ikke synes, at det var den bedste bog jeg nogensinde havde læst, så var der stadig ét eller andet ved bogen som ramte mig. McEwan er god til at portrættere nutidens menneske som det er, med (for det meste) en god omgang satire indblandet og det fangede mig med det samme. De fleste af hans historier føles 'contemporary', både med hensyn til indhold og med hensyn til genren. Han skildrer som regel kun et kort (jf. et par timer/et par uger/et par måneder) øjeblik af protagonistens liv, hvilket føles meget nutidigt, idet nutidens menneske er draget af en flygtighed, som er kommet af opkomsten af sociale medier og en generel følelse af travlhed og globalisering. Jeg tror, at det er dette, som har fået mig til at elske McEwans bøger, fordi man kan relatere til dem på en helt ny måde, som alverdens chick-lit, kærligheds- og young-adult romaner ikke kan give. Hans ord virker oprigtige og man føler, at hans historier kommer direkte fra virkelighedens verden - oplevelser som han på egen hånd har været en del af eller har erfaringer fra. Dette kommer sig af, at McEwan bruger meget tid på at researche specifikke emner til hans romaner før han skriver dem, så han er sikker på, at detaljerne er oprigtige og plausible. Jeg kan godt lide når ordene i bøger føles virkelige og oprigtige, fordi jeg på denne måde kan relatere mig mere til historien og dens omfang.

Selvom jeg elsker denne her 'contemporary' følelse som strømmer ud fra McEwans bøger, så var det for alvor efter jeg læste Atonement (2001) af ham, at jeg blev fuldstændig forelsket i hans forfatterskab. Atonement er den af hans bøger som skiller sig mest ud fra de andre, idet han heri skildrer en historie fra omkring 1935 og tiden omkring Anden Verdenskrig. I denne bog trækker han sig væk fra det satiriske og det at skildre mennesket så realistisk som muligt og fokuserer mere på litterære konventioner og måden, hvordan man opbygger en roman - dog gemt bag en historie om en 13-årig pige (Briony), som misforstår et øjeblik mellem sin søster og hendes 'love interest', hvilket får konsekvenser for både resten af hendes eget liv, samt sin families liv. Dét der fangede mig ved denne roman var måden, hvordan McEwan bruger litterære konventioner til at skildre denne piges liv ved hendes hus i Sydengland i sommeren 1935. Han er ekspert i at trække læseren ind i hans historie og man kan ikke lade være med at følge med, når han skildrer, hvordan Briony misforstår specifikke hændelser, fordi hun ikke kan skelne mellem virkeligheden og litteraturens verden. 
Selvom jeg synes, at denne roman skiller sig ud fra hans andre værker, så kan man stadig mærke, at det er McEwan, der har skrevet den, fordi han trækker det contemporary ind i historien ved at bygge plottet op over litterære konventioner, så man aldrig er i tvivl om, at historien er skrevet i starten af 00'erne, selvom der portrætteres en virkelighed fra 1935. Dét er netop dette, som jeg synes er fantastisk ved Atonement - McEwans evne til at lade læseren blive draget dybt ind i en historie, hvorefter han til sidst lader tæppet blive trukket væk fra under én og afslører, at det man netop har læst kun er litterære konventioner bundet sammen til én historie. Netop dette er, hvad jeg synes gør McEwan til en fuldstændig fantastisk forfatter. Han er måske ikke Jane Austen, men han er én af de bedste contemporary forfattere der findes, fordi han netop ikke prøver på at opfinde den dybe tallerken, men i stedet følger tidens 'trends' indenfor litteraturens verden - ved at trække på klassiske litterære konventioner og gøre dem 'contemporary' ved at blande dem sammen i én stor 'mixing pot'. Vi lever jo i en tid. hvor det ikke er unormalt med sequels (Hvor mange Scream  og Scary Movie film er der ikke lige lavet? Og en Jurassic Park 4 er netop udkommet) - McEwan gør sit forfatterskab aktuelt ved at trække på klassiske konventioner og genopfinde dem igen i nye formater (nøjagtig som det sker når der laves sequels i film). Jeg er måske en smule 'bias' her, idet jeg lige har skrevet kandidatspeciale om Atonement, men ikke desto mindre tror jeg, at andre vil være enige med mig.

Men, hvorfor læse flere bøger fra samme forfatter? Som jeg har nævnt tidligere, så kan man genkende McEwan i teksten (hvis man selvfølgelig kender hans andre værker), hvis man læser én af hans bøger, så hvorfor bruge tid på at læse flere og flere af hans bøger, hvis det alligevel føles som en genfortolkning af en anden (eller flere) af den samme forfatters bøger? Jeg ved ikke med jer andre, men for mig føles det lidt som at komme hjem igen, når jeg læser fx én af Ian McEwans bøger. Jeg kender til en stor del af hans forfatterskab og derfor føles det også 'hjemligt' når jeg læser hans bøger - som at ligge under et tæppe på sofaen med en varm kop the, mens regnen siler ned udenfor. Man behøver ikke at bruge tid på at finde ud af forfatterens skrivemåde og man behøver ikke sætte sig ind i forfatterens intentioner, fordi dem kender man i forvejen og det føles derfor let og naturligt for én at læse bøger, hvor man allerede har kendskab til andre værker i forfatterens forfatterskab. På samme baggrund får man derved også lettere ved at genkende specifikke tegn i bøgerne, der viser forfatterens intentioner og man har lettere ved at gennemskue selve historien og dens budskab. Selvom jeg ELSKER at læse nye bøger og gøre mig bekendt med andre forfattere vil det altid føles rart at gribe en bog af en forfatter jeg kender - fordi det føles... ja, som at vende hjem til trygge rammer.

Af mere æstetiske grunde kan man jo ikke benægte, at det ser pænt ud i bogreolen at have en række bøger fra samme forfatter. Jeg elsker at have orden i min bogreol og jeg synes ikke der er noget flottere end når man har en serie eller en række bøger stående som har samme format i bogform og som har samme forfatter. Mine McEwan bøger har næsten samme format. Dem der skiller sig mest ud er Solar (2010) og Amsterdam (1998), men det kan være de bliver byttet ud en dag med andre udgaver, bare for at gøre min OCD hjerne en smule glad... HA! I mellemtiden har jeg dog prøvet at stille dem op efter farve, så de udgør sig pænt blandt de andre bøger på bogreolen... og yay! Dét gør min OCD hjerne happy!

Alle fra forlaget Vintage (bortset fra Solar som er fra Random House) - Ian McEwan (f. 1948).