Boganmeldelse: The Body Artist af Don DeLillo

The Body Artist (2001) af Don DeLillo. Udgivet af Picador, 2011. 5/5 stjerner.

En morgen, i et køkken, sidder en mand og kvinde og forbereder sig til deres kommende dag. De snakker ikke specielt meget sammen, men som læser er man allerede fra første paragraf klar over, at de sidder her for sidste gang... sammen. Dette første kapitel af romanen er nemlig kun et lille øjeblik mellem denne mand og kvinde og bevidner egentlig bare om en helt almindelig hverdag sammen. Inden længe går manden bort og kvinden er tilbageladt i hjemmet, hvor stilheden sniger sig op mellem ørene på hende. 

"Time seems to pass. The world happens, unrolling into moments, and you stop to glance at a spider pressed to its web. There is a quickness of light and a sense of things outlined precisely and streaks of running luster on the bay. You know more surely who you are on a strong bright day after a storm when the smallest falling leaf is stabbed with self-awareness. The wind makes a sound in the pines and the world comes into being, irreversibly, and the spider rides the wind swayed web." 

The Body Artist har i mange år været en bog, som jeg har fundet frem gang på gang; ikke for at læse hele bogen, men for bare at slå op i den og læse få paragraffer - paragraffer som gennem årene har gjort et stort indtryk på mig og stadigvæk gør, når jeg finder dem frem gang på gang. Det er ikke fordi historien er specielt spændende - jeg vil nok hellere kalde den poetisk - og det er nok dette, som har gjort allerstørst indtryk på mig. Især bogens paragraffer, skrevet i 2. person ental, som henvender sig til læseren direkte, har fået tankerne igang hos mig.

"You stand at the table shuffling papers and you drop something. Only you don't know it. It takes a second or two before you know it and even then you know it only as a formless distortion of the teeming space around your body. But once you know you've dropped something, you hear it hit the floor, belatedly. The sound makes its way through an immense web of distances. You hear the thing fall and know what it is at the same time, more or less, and it's a paperclip. You know this from the sound it makes when it hits the floor and from the retrieved memory of the drop itself, the thing falling from your hand or slipping off the edge of the page to which it was clipped. It slipped off the edge of the page. Now that you know you dropped it, you remember how it happened, or half remember, or sort of see it maybe, or something else. The paperclip hits the floor with an end-to-end bounce, faint and weightless, a sound for which there is no imitative word, the sound of a paperclip falling, but when you bend to pick it up, it isn't there."

For mig, hvis man kan skrive sådan der - overbevisende poetisk - omkring øjeblikket, når en papirsklips falder ned fra et bord, så er jeg fuldstændig solgt! Det er lige præcis dette, som fascinerer mig ved litteraturen - hvordan man kan skrive om fuldstændige latterlige øjeblikke og alligevel formå at gøre indtryk på læseren bare ved at sammensætte en masse ord og sætninger omkring, nogengange, ligegyldige ting eller øjeblikke. Paragraffer som den ovenfor gør et kæmpe indtryk på mig og får mig kun til at ønske, at jeg er en ligeså dygtig tekstforfatter som ham.

Jeg er faktisk ikke selv helt klar over, hvorfor netop denne bog, hvis historie ikke rigtig er noget at råbe "hurra" for, har gjort et kæmpe indtryk på mig og egentlig er den bog som jeg har tænkt allermest over siden jeg læste den. Måske er det den poetiske skrift den er skrevet i, eller måske er det måden, hvorpå forfatteren henvender sig direkte til læseren eller måske er den bare skrevet præcis på en måde, der lige præcis rammer et eller andet inde i mig. Jeg får nok aldrig at vide grunden hertil, men én ting er sikker og det er, at jeg nok længe endnu vil vende tilbage og læse den igen (hvilket hurtigt kan gøres med dens omkring 100 sider), eller i hvertfald bare vende tilbage og læse små paragraffer (de paragraffer der rammer allerdybest som de to ovenfor). Den vil længe være en stor del af mine tanker. 

Denne bog skal læses i en hyggestynd. Men ikke bare for at læse den - jeg vil mene, at man også skal give sig selv tid til, at man i takt med læsningen også fordyber sig og reflekterer over ordene, sætningerne og forfatterens intentioner, for det fortjener den! Den skal reflekteres over, for ellers tror jeg desværre den falder til jorden... men derimod når man tænker over ordene, så rammer den også dybt... Vil jeg mene :) 

Boganmeldelse: Us af David Nicholls

Us (2014) af David Nicholls. Udgivet af Hodder & Stoughton, 2015. 2/5 stjerner.

Min udgave af One Day er deværre blevet
solskadet (den var engang meget mere orange
end den er nu) :( Men pyt skidt... det giver den
også bare lidt mere karakter og viser at den er
blevet læst igennem ;)

Jeg må indrømme, at jeg var slemt skuffet over denne bog. Jeg havde så mange forventninger (måske for høje forventninger) til denne bog, grundet at jeg simpelthen elskede David Nicholls' tidligere roman One Day. Jeg er ked af at skulle sige, at der var intet, som ramte mig ved denne bog og intet som fik mig til at tænke - udover "hvornår får jeg læst den her færdig, så jeg kan komme til at læse en anden, meget bedre bog". Øv siger jeg bare!

Historien var sådan set god nok og underholdene. Den fik mig bare ikke til at tænke eller fange mig på nogen måder. Us er historien om Douglas, hvis ægteskab til sin kone og søn er ved at glide ud mellem hænderne på ham. Han beslutter sig derfor for at vinde både sin kone tilbage og genoprette et godt forhold til sin søn. Det jeg godt kunne lide ved historien var den her autentiske følelse ved et faldent ægteskab og et faldent forhold mellem far og søn, men mit problem med historien var dog, at jeg ikke følte, at nogen af karaktererne var særlig fyldestgørende som karakterer. For mig virkede de meget flade og uden nogen form for historie bag sig. Jeg kan som regel kun identificere mig med karakterer, hvis de for mig føles som om der er en historie bag - i dette tilfælde føles de bare som karakterer, der var blevet opfundet for at give en specifik effekt. For at kunne føle med karaktererne skal de helst føles som om de både har en fortid og en fremtid efter siderne ved bogen ender. Det føltes desværre ikke sådan her for mig.

Grundet de flade karakterer blev jeg aldrig helt investeret i historien, hvilket var lidt synd, for jeg kunne egentlig godt lide det med, at der konstant blev sprunget mellem fortid og nutid, og at man hele tiden fik nye informationer omkring, hvad der var sket tidligere, samtidig med at man fulgte historien i nutiden. Det virkede rigtig godt og skabte et godt flow i historien.

Jeg har valgt kun at tildele denne bog 2 stjerner, fordi den aldrig rigtig fangede mig og jeg brugte desværre mere tid på at glæde mig til at få den overstået, fremfor bare at nyde historien. Jeg synes virkelig, at det er ærgerligt, at jeg ikke kunne lide denne bog, især fordi jeg virkelig elskede One Day. Jeg havde derfor rigtig store forventninger til denne, især fordi den har fået så god omtale, men sådan er det nok bare. Bøger fanger ikke altid mennesker på samme måde. Men jeg elsker derimod omslaget på denne bog, så i det mindste ser den godt ud blandt de andre bøger i bogreolen.

Boganmeldelse: The Last Summer (of You and Me) by Ann Brashares

The Last Summer (of You and Me) (2007) by Ann Brashares. Udgivet af Riverhead Books, 2007. 3/5 stjerner.

The Last Summer (of You and Me) er historien om søskendeparret Riley og Alice, der hver sommer har holdt ferie i deres forældres sommerhus tæt ved stranden. Denne sommer bliver anderledes, for efter at have været væk i tre år vender deres barndomsven Paul tilbage til området og dette viser sig at blive en sommer af forandringer for både pigerne og Paul med uventede romancer, tragedier og hemmeligheder. 

Jeg synes alt i alt, at historien var sød, men ikke mindeværdig. Der er ikke rigtig noget bestemt jeg kan pege på som jeg ikke kunne lide ved historien, men den har heller ikke efterladt noget dybt i mig som jeg altid vil tage med mig fremover. Til tider virkede den lidt for forudsigelig og til tider synes jeg hændelserne virkede lidt for tilfældige til at kunne virke troværdige. Det er der som sådan ikke noget problem i, for ved denne slags bøger har jeg alligevel ikke nogen forventninger om, at den skal være helt vildt fantastisk og ændre mit syn på en eller anden måde - mine forventninger er alt i alt bare at læse en bog, hvis formål er at underholde mig. Karakterne var ikke specielt interessante, idet jeg aldrig synes man helt fik lov at lære dem dybt at kende, men alligevel fik man nok at vide til at kunne forstå historien og hvorfor karaktererne valgte at agere som de gjorde. 

"A perfect beach read" - Redbook

Dette citat siger lidt det hele om bogen. Det er en perfekt bog at læse på stranden, hvor man har mulighed for at slappe af og nyde tilværelsen. Den kræver ikke, at man skal tænke så meget over ordene eller hvilket budskab de har, men egentlig bare læse den og nyde den for hvad den er: en ungdomsroman, der underholder for underholdningens skyld. 

Jeg har på den baggrund valgt at give den 3 ud af 5 stjerner, fordi den langt fra er dårlig, men heller ikke fantastisk. 

At genlæse bøger....

Hvorfor er det, at der bare er nogen bøger, man vender tilbage til for at læse igen og igen? Man kan aldrig få nok af at læse de samme ord igen og igen, og man bliver ved med at få noget ud af de bøger man har læst op til flere gange.

Sommeren for mig har bestået af meget genlæsning af bøger. Jeg tror, at det er fordi jeg har været inde i en periode af mit liv, hvor det bare har været nemmest, men også rigtig rart at sætte mig ned og læse noget jeg kender i forvejen - hvor jeg føler mig hjemme. Jeg har netop genlæst Harry Potter and the Philosopher's Stone (2001) - en bog som altid vil være meget nær for mig (ja, faktisk hele Harry Potter serien står mit hjerte meget nær). Harry Potter serien er nok den bog (eller bogserie), som jeg har læst flest gange i hele mit liv. Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af at læse den, selvom det jo er de samme ord jeg læser igen og igen. Jeg har også genlæst The Hunger Games serien denne sommer og fik også genlæst Little Women, som jeg endelig fik læst det hele af. Da jeg læste Little Women første gang havde jeg kun læst første del, som kaldes 'Little Women' og havde ikke opdaget at anden del af bogen kaldet 'Good Wives' faktisk anses for at være en del af hele værket kaldet 'Little Women', så derfor fik jeg kun læst første del af bogen dengang. Denne sommer fik jeg så læst det hele og den var fuldstændig fantastisk. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at jeg kommer til at læse den.

Jeg ved ærlig talt ikke helt præcist, hvorfor jeg bruger tid på at genlæse bøger, fordi det er som regel ikke fordi, at jeg ikke kan huske handlingen eller har glemt detaljer og så egentlig bare har brug for at genopfriske min hukommelse. Jeg tror nu mere, at det er fordi, at jeg elsker de her bøger så meget, at det mere er en søgen efter den følelse jeg havde da jeg læste dem første gang, som jeg leder efter. En følelse, som jeg desværre aldrig får igen, men hele tiden prøver på at genskabe. Da jeg genlæste Harry Potter denne gang kunne jeg ikke lade være med at tænke på dengang jeg læste bogen første gang og den følelse jeg måtte have haft da ordene blev læst og løb gennem mine tanker for allerførste gang. En følelse som jeg svagt husker og som jeg inderligt ville ønske, at jeg kunne få igen og samtidig opleve igen, for der er simpelthen ikke noget bedre end at læse en fuldstændig fantastisk bog for allerførste gang. Det er desværre en følelse, som man kun har glæden af at opleve en enkelt gang. Til dels er min genlæsning af yndlingsbøgerne derfor en søgen efter den her unikke følelse som man kun oplever en enkelt gang, men håber at kunne få et lille glimt af en gang mere. 

Men min genlæsning af bøger bunder også til dels i, at jeg simpelthen elsker historierne og har lyst til at opleve historien igen på samme måde som når man genser en film, som man synes er god. Historien er jo i bund og grund, hvad der trækker os til at læse bøger og hvad der holder os fokuserede, mens vi læser. Historien er hvad der trækker mig til bøgerne og hvad der får mig til at elske bogen og er samtidig den vigtigste grund til, at jeg egentlig har lyst til at genlæse disse bøger og opleve deres verden endnu engang. Når man læser en historie, der er fuldstændig fantastisk har man jo selvfølgelig lyst til at opleve historien igen. 

Jeg er ikke helt klart over, hvor mange gange jeg rent faktisk har læst Harry Potter serien, da jeg har læst bog 1-4(5) over ti gange på dansk og har derefter læst dem allesammen en hel del gange på engelsk, så det er ved at være mange gange efterhånden og forhåbentlig også mange flere. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af Harry Potter-serien, for at være helt ærlig :)

Og på baggrund af, at dette indlæg drejer sig mest om Harry Potter synes jeg lige vi skulle nyde en gif om det øjeblik, hvor Harry får sin tryllestav i hånden for første gang. Et magisk øjeblik opstår, hvor Harry virkelig bliver en troldmand og han oplever for første gang følelsen af at være en rigtig troldmand... Måske lidt ligesom jeg havde det, da jeg læste serien for første gang!

Jeg har det lidt ligesom Harry her, når jeg genlæser én af mine yndlingsbøger... eller læser en fuldstændig fantastisk bog for allerførste gang. Der er altså bare et eller andet magisk over det! ⚯͛

Boganmeldelse: Hvad hjertet ved af Jessi Kirby

Hvad hjertet ved (2015) af Jessi Kirby. Udgivet af Carlsen, Lindhardt og Ringhof, 2015. 4/5 stjerner. 

Jeg har modtaget et anmeldereksemplar fra Lovebooks (love-books.dk) af bogen Hvad hjertet ved af Jessi Kirby. Bogen er læst som e-bog.

Ingen har nogensinde målt, hvor meget et hjerte kan bære...

Hvad hjertet ved af Jessi Kirby er historien om 17-årige Quinn, som har mistet sin kæreste Trent i en tragisk bilulykke et par år tidligere. Tragedien har ramt Quinn hårdt og det meste af sin tid holder hun sig isoleret på sit værelse, hvor hun bruger tiden på at tælle dagene efter ulykken. Det eneste, der holder hende kørende er de breve, som hun har sendt til modtagerne af Trents organer i håb om at gøre Trents død mere meningsfuld for hende. Da vi møder Quinn har hun hørt tilbage fra alle, undtagen én – personen som har fået Trents hjerte. I et forsøg på at komme over sin sorg, beslutter Quinn sig for at bryde alle regler og alligevel opsøge den person, som ikke har svaret hende. Dette fører til, hvad der i første omgang kun var et forsøg på at gøre Trents død mere meningsfuld og at opnå en form for afslutning, at være en ny åbning for Quinn – nemlig i den 19-årige Colton Thomas, som bærer rundt på hendes afdøde kærestes hjerte. Trents død har givet Colton en ny chance i livet, men han har svært ved at bære det ansvar dette har ført med sig, selvom han har været den ’heldige’ af de to. Han synes ikke, at der er nogen, som forstår ham, men mødet med Quinn (selvom han ikke har nogen ide om, at hun er hans organdonors kæreste) giver ham et nyt syn på livet og lader ham overkomme den svære kamp om at være modtageren af et organ. Quinn og Coltons møde og fascination for hinanden viser sig hurtigt at være, hvad der var bedst for dem begge to, og hvad der omsider får dem til at komme videre.

Hvad hjertet ved er en historie om hjertesorg, ny kærlighed og mest af alt hjertets fantastiske funktioner – hvor meget det kan overkomme, hvor meget det ved og hvor meget det betyder. Den handler om mulighederne ved organdonation og er beskrevet fra begge sider: donorens side (de pårørende), samt modtagerens side og giver et stort indblik i organdonationens mange facetter. Bogen er samtidig en kærlighedshistorie af den klassiske slags – den hvor alt er muligt og intet er umuligt – men den er også meget mere end det. Det er også en historie om både tab, håb, og mulighederne for at overkomme dyb sorg. Jeg var solgt allerede da det blev tydeligt, at kærlighedshistorien ikke var af den kærlighed-ved-første-blik-slags, men at kærligheden først blev tydelig med tiden. Dette gjorde bogen mere ægte, idet Quinn først skulle overkomme sin dybe hjertesorg for Trent, før hun kunne give sig selv lov til at elske igen. Dette gjorde læseoplevelsen mere positiv og mere troværdig. Kirby er fantastisk til at beskrive detaljer både levende og ægte, hvilket gør, at det næsten føles som om, at man læser et minde.

Hvad der gjorde læseoplevelsen endnu mere positiv var romanens korte citater i begyndelsen af hvert kapitel. Citaterne består af sætninger omkring blandt andet hjertet eller information omkring organdonation, hvilket var både sigende, men også lærerigt. Hvad hjertet ved er til dem, som elsker den klassiske kærlighedshistorie, hvor alt er en smule forhøjet og fortryllet, men alligevel stikker dybere in en troværdig historie om ung kærlighed, ung hjertesorg og tragedien ved at miste en person man har nær, men mest af alt en undersøgelse af, hvor meget hjertet rent faktisk kan bære.