"Time seems to pass. The world happens, unrolling into moments, and you stop to glance at a spider pressed to its web. There is a quickness of light and a sense of things outlined precisely and streaks of running luster on the bay. You know more surely who you are on a strong bright day after a storm when the smallest falling leaf is stabbed with self-awareness. The wind makes a sound in the pines and the world comes into being, irreversibly, and the spider rides the wind swayed web."
The Body Artist har i mange år været en bog, som jeg har fundet frem gang på gang; ikke for at læse hele bogen, men for bare at slå op i den og læse få paragraffer - paragraffer som gennem årene har gjort et stort indtryk på mig og stadigvæk gør, når jeg finder dem frem gang på gang. Det er ikke fordi historien er specielt spændende - jeg vil nok hellere kalde den poetisk - og det er nok dette, som har gjort allerstørst indtryk på mig. Især bogens paragraffer, skrevet i 2. person ental, som henvender sig til læseren direkte, har fået tankerne igang hos mig.
"You stand at the table shuffling papers and you drop something. Only you don't know it. It takes a second or two before you know it and even then you know it only as a formless distortion of the teeming space around your body. But once you know you've dropped something, you hear it hit the floor, belatedly. The sound makes its way through an immense web of distances. You hear the thing fall and know what it is at the same time, more or less, and it's a paperclip. You know this from the sound it makes when it hits the floor and from the retrieved memory of the drop itself, the thing falling from your hand or slipping off the edge of the page to which it was clipped. It slipped off the edge of the page. Now that you know you dropped it, you remember how it happened, or half remember, or sort of see it maybe, or something else. The paperclip hits the floor with an end-to-end bounce, faint and weightless, a sound for which there is no imitative word, the sound of a paperclip falling, but when you bend to pick it up, it isn't there."
For mig, hvis man kan skrive sådan der - overbevisende poetisk - omkring øjeblikket, når en papirsklips falder ned fra et bord, så er jeg fuldstændig solgt! Det er lige præcis dette, som fascinerer mig ved litteraturen - hvordan man kan skrive om fuldstændige latterlige øjeblikke og alligevel formå at gøre indtryk på læseren bare ved at sammensætte en masse ord og sætninger omkring, nogengange, ligegyldige ting eller øjeblikke. Paragraffer som den ovenfor gør et kæmpe indtryk på mig og får mig kun til at ønske, at jeg er en ligeså dygtig tekstforfatter som ham.
Jeg er faktisk ikke selv helt klar over, hvorfor netop denne bog, hvis historie ikke rigtig er noget at råbe "hurra" for, har gjort et kæmpe indtryk på mig og egentlig er den bog som jeg har tænkt allermest over siden jeg læste den. Måske er det den poetiske skrift den er skrevet i, eller måske er det måden, hvorpå forfatteren henvender sig direkte til læseren eller måske er den bare skrevet præcis på en måde, der lige præcis rammer et eller andet inde i mig. Jeg får nok aldrig at vide grunden hertil, men én ting er sikker og det er, at jeg nok længe endnu vil vende tilbage og læse den igen (hvilket hurtigt kan gøres med dens omkring 100 sider), eller i hvertfald bare vende tilbage og læse små paragraffer (de paragraffer der rammer allerdybest som de to ovenfor). Den vil længe være en stor del af mine tanker.
Denne bog skal læses i en hyggestynd. Men ikke bare for at læse den - jeg vil mene, at man også skal give sig selv tid til, at man i takt med læsningen også fordyber sig og reflekterer over ordene, sætningerne og forfatterens intentioner, for det fortjener den! Den skal reflekteres over, for ellers tror jeg desværre den falder til jorden... men derimod når man tænker over ordene, så rammer den også dybt... Vil jeg mene :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar