torsdag den 10. december 2015

Boganmeldelse: Hvis bare du var min af Jenny Han

Hvis bare du var min (2014) af Jenny Han (original: To All the Boys I've Loved Before). Udgivet af Forlaget Carlsen, 2015. 4/5 stjerner.

En ungdomsroman med mange aspekter…
Hvis bare du var min handler om Lara Jean, som kun har været forelsket i fem drenge i hele sit liv. Det er dog aldrig blevet til mere end kærlighedsbreve til dem hver, hvori Lara Jean har nedskrevet sine følelser – herefter har hun lukket brevene til og gemt dem i sin hatteæske uden at gøre noget mere ved sagen. En dag opdager Lara Jean dog, at hendes breve er blevet sendt, hvilket medfører en masse pinlige øjeblikke og akavede spørgsmål, samt et falsk kærlighedsforhold og en masse løgne.
Bogen er en ungdomsroman. På den baggrund er jeg derfor ikke bogens primære målgruppe, hvilken jeg vil skyde på at være en 13-17 årig pige. Dette betyder dog ikke, at man ikke kan nyde romanen som voksen, men jeg vil mene, at man vil nyde den allermest som teenager, fordi den tager mange emner op som den målgruppe vil kunne sætte sig mere ind i, fordi de går igennem det samme i øjeblikket.

Jeg synes det var en rigtig hyggelig fortælling omkring, hvordan det er at være teenager og ’high-school’ studerende i USA. Oveni købet tager romanen også emnet op omkring det at have mistet en forælder. Lara Jean og hendes to søstre, Margot og Kitty har nemlig mistet deres mor og har på den baggrund være nødsaget til at blive voksne (især Margot og Lara Jean) meget hurtigt, for at kunne holde sammen på familien og sørge for både deres far og Kitty bliver passet på. Jeg kunne rigtig godt lide det sammenhold, som de havde i familien og jeg synes det virkede meget ægte den måde de tre søstre og faderen agerede på for at bibeholde dette sammenhold efter moderens død. Det virker som et godt emne at tage op i en ungdomsroman, idet jeg kan forestille mig, hvordan man hurtigt bliver forelsket i denne familie og derfor også romanens hovedperson – man vil hurtigt få medfølelse og empati for Lara Jean, hvilket skaber en lyst til at læse videre og vide, hvad der sker med de kærlighedsbreve som hun har skrevet og gemt i sin hatteæske. Samtidig får man helt lyst til at være en del af denne familie, som er helt sin egen, med deres komiske traditioner og faderens mange skøre indslag.

Dette leder mig videre til ét af romanens andre store hovedemner, nemlig kærlighedsaspektet. Ikke nok med, at bogen tager emnet kærlighed for sin familie op, så tager den også det uskyldige og naive kærlighedsaspekt, som det kun kan være i ungdomsromaner, op. Som i enhver anden ungdomsroman er denne kærlighed en smule farlig og uudforsket – det kommer ikke helt så let og mange forhindringer skal krydses før det lykkedes, herunder hovedpersonen selv som den største forhindring. Jeg kunne godt lide at komme ind i hovedet på Lara Jean og mærke hendes usikkerhed omkring den her kærlighed, som er så uoverskuelig og mystisk i den alder – eller rettere i denne her slags ungdomsromaner. Det var meget underholdende at se Lara Jean blive forelsket uden hun selv vidste det, og derfor som læser være vidne til øjeblikke som Lara Jean ikke selv opdager sker, før meget senere i romanen. Som enhver anden ungdomsroman skal denne uskyldige kærlighed inkluderes og denne romanen skiller sig på ingen måde ud på det aspekt. Jeg synes det virkede rigtig godt i denne roman og understøttede Lara Jeans personlighed og måde at agere på – det hele er lidt komisk, uskyldigt, naivt og ikke mindst mystisk og uudforsket. Dette giver bogen mange aspekter lige fra kærlighed til familie til uskyldig kærlighed til skolens største sports-nørd.

Alt i alt vil jeg sige, at det er en rigtig sød fortælling, som fangede min opmærksomhed lige fra starten. Jeg bliver også nok nødt til at læse nr. 2 i serien, da jeg alligevel er lidt nysgerrig over, hvad der kommer til at ske med Lara Jean, da denne roman sluttede med lidt af en ’cliffhanger’.

Som tidligere nævnt, så er jeg langt fra bogens primære målgruppe, men nød dog alligevel at læse historien – når man bare har brug for lidt let til eftermiddags-hygge-læsningen og ikke gider at tænke for meget over historien, så er denne ideel. Ellers er den jo ideel som ungdomsroman – hvor man hurtigt kan sætte sig ind i Lara Jeans sted, fordi man netop nu går igennem noget af det samme som hende, eller man kan i hvert fald genkende noget af det Lara Jean går igennem. Samtidig er jeg sikker på, at man som teenager vil nyde Lara Jeans personlighed og hendes familie; lige fra hendes skøre far til hendes energiske lillesøster.

★★★★

tirsdag den 1. december 2015

Harry Potter - nu i en illustreret udgave...


Harry Potter serien har nu i mange år været en stor del af mit litterære liv. Serien er nu blevet læst rigtig mange gange og jeg er samtidig også sikker på, at den nok skal blive læst mange gange endnu...

Jeg har netop købt den nye illustrerede udgave af Harry Potter; en udgave, som jeg synes er fuldstændig fantastisk og giver historien et helt nyt liv. Især fordi den indeholder illustrationer som afviger fra de billeder af historien man kender i forvejen; nemlig dem, som man har fået indprentet fra Harry Potter filmene. Jeg har endnu ikke læst den illustrerede udgave, men jeg har nydt at bladre igennem bogen og se de mange forskellige udtryk som Jim Kay giver J.K. Rowlings læsere - for mig er det helt perfekte og skaber liv og farve til den verden man endnu kun har set gennem ordene. 

Selvom jeg elsker Harry Potter serien og den nye illustrerede udgave, som jeg mener giver bogen et helt nyt liv og har genskabt serien til helt nye generationer, er der dog noget jeg længe har gået og tænkt over. Det irriterer mig, hvordan jeg synes J.K. Rowling nærmest prøver at få mere og mere ud af en historie, som jeg mener for længst er slut - og som er perfekt som den er. Det er nærmest blevet en labyrint at få samlet hele historien, fordi Rowling har udsendt flere og flere facts, informationer og små bi-historier til den originale bog-serie på flere forskellige platforme. Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal lede længere, for at få den komplette historie, da nye informationer både dukker op på hjemmesiden pottermore.com eller i forskellige interviews med Rowling - det er i det hele taget ikke til at finde ud af, hvor man skal starte eller for den sags skyld slutte, for hvordan ved man om man har fundet alle nye informationer eller rettere bi-historierm eller om man kun har formået at opspore en brøkdel? 

Jeg forstår ikke, hvad der er galt i at lade den originale historie stå alene som den er - for mig er den nok og den er perfekt som den er. Det er jo også den jeg blev forelsket i i første omgang og den som har ladt mig forblive forelsket - det er ikke de små bi-historier, som har gjort dette, men netop den originale historie, som den altid har været. Jeg må nok indrømme, at jeg har opgivet at samle puslespillet, for jeg tror ærlig talt aldrig, at jeg formår at opspore alle de nye små informationer - det er simpelthen for indviklet! Samtidig har jeg faktisk heller ikke lyst til at gå igennem labyrinten og samle puslespillet, for jeg elsker jo den originale historie som den er, og selvom jeg er vildt nysgerrig efter de nye informationer som Rowling udsender, så vil jeg faktisk hellere bibeholde den originale historie som den er, i mit sind, for detektiv-arbejdet gør mig faktisk mere irriteret end nysgerrig.

Selvom det irriterer mig rigtig meget med Rowlings detektiv-puslespil, så elsker jeg jo stadig historien og derfor gør det mig ikke mindre begejstret for den nye illustrerede udgave - den er perfekt og lige præcis, hvad en ægte fan som jeg mangler i samlingen :) Den nye illustrerede udgave (den britiske) kan evt. købes her :)

Jeg har samlet lidt billeder fra den illustrerede udgave i dette indlæg - dem som er mine absolut favoritter! Jeg håber i nyder dem ligeså meget som jeg :)