LOVEBOOKS (love-books.dk) har bedt mig om at anmelde bogen Audreys verden af Sophie Kinsella (4/5):
Audreys
verden er ikke som andre 14-årige pigers. Audrey lider nemlig af en
invaliderende angst, som forhindrer hende i at gå udenfor sin dør, at tale med
fremmede mennesker og at se andre mennesker i øjnene. Hun går ikke i skole, har
kun kontakt med sine forældre, sine to brødre og sin psykolog Dr. Sarah og ser
kun verden gennem et par store mørke solbriller og et videokamera, som hun
bruger til at filme sin familie og deres indbyrdes forhold med. Audreys verden
består udelukkende af psykolog Dr. Sarah, sin Daily Mail elskende mor, sin Blackberry optagede far, sin Land of Conquerers (LOC) afhængige bror
Frank og sin 4-årige lillebror Felix, indtil en dag, hvor den smilende Linus
fanger hendes opmærksomhed og en rejse påbegyndes med at åbne stille og roligt op
for den verden, som Audrey hidtil har lukket ude.
Audreys verden er en historie om en pige, hvis liv har taget en forkert drejning. Bogen
handler om konsekvenserne for hendes
familie, og hvordan hun og hendes familie kommer videre, samt de sejre og nederlag,
som Audreys angst har bragt med sig. Audreys
verden er fyldt med humor, laugh-out-loud øjeblikke, samt søde romantiske
øjeblikke, som kun pifter bogens lidt tunge emne op. På trods af bogens tunge
emne formår Kinsella at gøre emnet let uden at nedgøre det alvorlige i Audreys
sygdom. Både de hårde, søde og vanskelige øjeblikke er alle en del af livet med
angst og er alle en del af Audreys verden.
Et must-read for bogelskere, der elsker dybtfølte historier man kan relatere til, humor, og karakterer man ikke kan lade være med at elske. Selv 'forældrene-der-ikke-forstår-nyere-teknologi' scenariet bliver taget til nye højder i denne roman og det er svært ikke at elske det!
- - -
Sommeren er kommet til Danmark! Nyd den med en god bog :D
/Pernille

Ingen kommentarer:
Send en kommentar